Udstationering i Rusland
Ved en udstationering afgøres den danske skatteposition af, hvad der sker med medarbejderens danske helårsbolig, hvor en eventuel familie befinder sig, og hvor lang opholdsperioden i Rusland er.
Ingen bolig i Danmark
Opgiver en medarbejder sin danske helårsbolig i forbindelse med flytning fra Danmark, vil den fulde danske skattepligt ophøre. Dette er tilfældet, hvis en medarbejder sælger sin helårsbolig, udlejer den uopsigeligt fra sin side i minimum 3 år, eller hvis en lejer opsiger sin lejekontrakt. I denne situation vil der ikke skulle betales dansk skat af løn for arbejde udført udenfor Danmark.
Bolig i Danmark
Beholder medarbejderen sin danske helårsbolig i forbindelse med udstationeringen, så vil medarbejderen fortsat være fuldt skattepligtig til Danmark. Dette betyder som hovedregel, at der efter interne danske skatteregler skal betales skat af alle indkomster, uanset fra hvilken kilde i verden de stammer. Dette kan dog ændres enten ved hjælp af en intern dansk skattenedslagsregel (LL § 33A) eller følge af dobbeltbeskatningsaftalen, som Danmark har lavet med Rusland.